Jeg have til aften en lang snak med min gode veninde, der lige nu er tæt på at miste sin mor til kræft. Jeg har selv en kræft syg mor, men heldigvis for mig er det slet ikke så kritisk med min mor som med hendes. Det lidt særlige ved denne situation er at min veninde hverken har en far eller nogen søskende. Hvis hendes mor ikke overlever dette er hun alene…helt alene…. Jeg trøster mig med at hun har en fantastisk mand og en dejlig lille dreng hun kan leve for. Vi taler selvfølgelig meget om hendes mor og hvad der er af behandlings muligheder og tilbud for hende. Desværre er det den værst tænkelige form for kræft hun har fået og det er kun 5-8 ud af 100 der overlever 5 år.

En af de ting der knuser min venindes hjerte er at hvis og når hun mister sin mor, har hun ingen at tilbyde sin søn. Ingen familie medlemmer der kan give ham kærlighed og minder, tryghed og opmærksomhed. Én som kan aflaste og være det “frirum” et barn har brug for når mor og far er dumme. Hun har sine svigerforældre men de bor langt væk. Hun har søgt på nettet efter en reserve bedste men der er rigtig mange der søger og meget få der tilbyder sig.

Jeg tænker ofte at mine søskende er møg irriterende, men når jeg så taler med min veninde skammer jeg mig over hvor lidt jeg faktisk værdsætter hvor heldig jeg er. Jeg har 4 fantastiske søskende der vil gå gennem ild og vand for mig, som altid vil støtte mig og have min ryg igennem alt. Jeg har min mor og far som bor 15 min fra hvor jeg selv bor, og som er så nærværende og kærlige, opmærksomme og tilstede. Aldrig nogensinde har jeg følt mig ensom og alene, for jeg har og vil ALTID have dem.

Jeg tænker dagligt på min mor, hendes kræft og hvis det spreder sig. Tanken er uudholdelig for jeg KAN ikke leve uden min mor. At hun ikke er her mere er bare et ikke eksisterende scenarie for mig. Hun er min bedste ven og jeg taler med hende hver eneste dag. Jeg kan være 100% ærlig og fortælle hende alt. Hun er der altid for mig, Thomas og Romkuglen og tilsidesætter altid sine egne behov for at tilgodese vores. Og selvom jeg håber hun ved at jeg virkelig værdsætter alt hvad hun gør og har gjort for mig så ved jeg at jeg ikke får sagt det og vist det nok.

Så et af mine nytårsforsæt for 2015 – At værdsætte min familie højere.