Fødselsdepression…..

Hele mit voksne liv og hele min graviditet fik jeg tudet ørene fulde af den ubeskrivelige kærlighed man føler det sekund man føder og ser sit barn. En kærlighed man aldrig har oplevet før og ikke vil opleve igen, med mindre man får flere børn. Jeg gik og glædede mig til denne oplevelse, denne følelse og det magiske øjeblik. Jeg havde så store forventninger til dette møde med kærligheden, og var ikke et sekund i tvivl om, at efter ni måneders venten var det en kæmpe kærlighedsforløsning endelig at møde min datter. Jeg ved ikke hvor det gik galt, om det var det akutte kejsersnit eller jeg bare ikke var klar. Jeg fik ikke den oplevelse. I stedet fik jeg oplevelsen af angst og frygt for at være ansvarlig for et andet menneske. Jeg græd fordi jeg bange, græd fordi jeg følte mig forkert, græd fordi jeg følte, at jeg var et forfærdelig menneske for ikke at føle og mærke den kærlighed som jeg “skulle”. Jeg kunne ikke stoppe med at græde og tanken om at Thomas skulle tilbage på arbejde kunne jeg slet ikke holde ud.

Vi var indlagt en lille uge, fordi hun var meget lille. Da vi endelig kom hjem begyndte jeg at få ondt og få feber. Jeg vidste af gode grunde ikke om det var normalt, så jeg kontaktede vagtlægen som sagde at det nok var betændelse i mit sår og derfor udskrev penicilin. Da det efter 3 dage kun var blevet værre og jeg på nuværende tidspunkt hverken kunne stå eller gå af smerte, ringede vi ingen til lægevagten søndag aften. De udskrev igen medicin uden at tilse mig, som Thomas hentede midt om natten. Dagen efter var det mandag og jeg husker at Mynthe skulle ses af egen læge for at kontrollere Romses vægt. Vi var kun lige kommet op i venteværelset da Mette min daværende læge åbnede døren og sagde “Emma hvordan er det du ser ud” og så brød jeg fuldstændig sammen. Hun hasteindlagde mig og det viste sig at jeg havde galloperende  nyre/bækken betændelse hvilket kan være livsfarligt. Jeg var så syg at vi måtte blive på hospitalet i 10 dage og få min medicin intravenøst.

Jeg husker at jeg lå der med min lille baby og kæreste på en stue, der var så lille og varm fordi det var August måned og tænkte, at dette bare ikke var aftalen. Det var IKKE aftalen at alt skulle gå galt på denne måde og, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle rejse mig fra denne situation. Tanker om hvorvidt det var for tidligt jeg fik et barn, om jeg overhovedet var klar og om hun overhovedet ville få det godt hos mig, kom krybende og jeg fik de vildeste angst anfald. Som ugen gik og medicinen virkede, blev tankerne heldigvis mere positive. Da jeg efter 10 dage blev udskrevet var det heldigvis med godt mod.

Der gik dog ikke længe inden virkeligheden slog mig. Mit første sundhedsplejeske besøg var noget jeg så

meget frem til. Tænkte at nu skulle jeg rigtig op og vise at jeg var en god mor. Jeg ankommer og hun kigger Romse igennem med stor ros. Da hun er færdig siger hun “så kan du godt give hende en tør ble på” jeg kiggede forfærdet rundt. Jeg havde ikke taget en pusletaske med. Mit hjerte sank. Hvordan kunne jeg dog tage afsted uden pusletaske. Hun var sød og sagde at det skulle jeg slet ikke tænke på, at de havde bleer man kunne få og gav mig en ble. Efterfølgende skulle jeg udfylde en masse papairer heriblandt også omhandlede fødselsdepression. Jeg kan huske jeg på ingen måder var ærlig. Jeg var pisse bange for at hvis jeg var ærlig her så ville de komme og tage Romse fra mig. Jeg græd hele vejen hjem. Jeg var sikker på hun ville lave en indberetning nu hvor jeg havde glemt min pusletaske. Jeg kunne slet ikke tænke rationelt og var helt igennem ulykkelig.

Kort tid efter startede Thomas på arbejde og jeg var helt alene med baby. HELT ALENE….. Jeg kan huske at jeg en dag sidder i sofaen med Romse sovende på brystet. Jeg sad og tænkte at nu måtte jeg da være den lykkeligste i hele verden. Jeg havde fået et velskabt smukt barn med manden i mit liv, men alligevel sad jeg med tårer der trillede ned ad mine kinder. Jeg husker jeg skrev en sms til min mor, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle magte situationen. Det krævede mod at skrive den sms, men jeg var et sted hvor jeg ikke kunne overskue livet. Min mor havde heldigvis lugtet lunten og jeg blev så lettet da hun 1 min efter ringede tilbage og sagde, at hende og min far havde taget en uges akut ferie og ville komme hver eneste dag og være der sammen med mig og den lille. Ugen efter havde min storesøster taget ferie, for at være der og så passede det med at Thomas stoppede på job, og havde 3 måneder inden han startede det nye. Følte mig så lettet, men igen kom den dårlige samvittighed. Følte mig som verdens dårligste mor, at jeg ikke kunne magte at være alene med mit eget barn, at jeg var nød til at have hjælp hele tiden. Jeg havde på intet tidspunkt tanker om at ville skade mit barn eller noget som helst i den retning, det var en følelse af afmagt og angst, en følelse af at være bange for at skulle tage ansvar for et andet menneske helt alene.

Jeg er glad for at vi havde Thomas hjemme 3 måneder og jeg tror at det reddede min fødselsdepression fra at blive rigtig slem. Jeg gik hjemme med Romkuglen til hun var halvandet år, og da hun endelig fik en plads i flerbørns dagplejen  var vi lykkelige. Jeg brugte 3 uger på at køre hende ind, og det virkede til at være den perfekte løsning for vores barn og det perfekte sted. Efter kort tid begyndte de at komme med små  kommentarer om at jeg burde give hende flere hjemmedage fordi jeg alligevel var derhjemme. At hun kun skulle have meget korte dage, for jeg havde jo muligheden for at hente tidligt. Hun skulle ikke have det mindste snot før de syntes at hun skulle være hjemme en hel uge, og det var på trods af de andre løb rundt med grønt snot i hele hoved. Deres små kommentarer påvirkede mig meget, jeg havde næsten ondt i maven når jeg afleverede om morgen. Jeg kunne stort set dagligt ringe til min veninde og fortælle noget nyt de nu havde sagt. Derudover talte de ofte grimt om de andre forældre, og når der bliver talt grimt om andre, ved man jo der også bliver talt grimt om én når man vender ryggen til.

Hun fik endelig plads i kastaniehuset. En Rudolf Steiner børnehave i Vanløse, hvor jeg selv har arbejdet. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, det var der hun skulle ende og gå helt indtil skolestart. Charlotte som er leder i Kastaniehuset er FANTASTISK! Jeg elsker hende. Det tog kun 3 dage så var hun kørt ind og hun har aldrig været gladere. Forleden ringede jeg til Charlotte for lige at tale med hende omkring at hente og bringe. Thomas plejer at aflevere om morgenen, og så henter jeg mellem 14-15. Snakken blev lang og vi endte med at tale sammen i 45 min. Jeg fik fortalt hende om min evig dårlige samvittighed, om at jeg ikke kunne slippe det når jeg havde afleveret hende. Var hun afleveret for tidligt? Blev hun hentet for sent? har hun det rigtige overtøj deroppe? Er hendes madpakke god nok? Aktiverer vi hende nok? Er hun udviklet nok? Får hun nok vitaminer? Vi kom til at tale om min fødselsdepression og om den gamle dagpleje. Charlotte var i chok over deres opførsel og spurgte mig om ikke jeg måske troede at min fødselsdepression stadig sad i mig og, at det gamle sted havde holdt liv i den. Jeg mærkede en kæmpe klump i halsen og lysten til at bryde fuldstændig sammen. Jeg kunne jo kun give hende ret, og hun tilbød mig at starte hos en psykolog, som er tilknyttet børnehaven. Det sagde jeg ja til og det er ham jeg har været hos nu.

Jeg snakkede også med min læge som sagde, at de følelser jeg har haft er fuldstændig normale og at man rent fysiologisk ikke knytter sig til sit barn før efter 1-1,5 år. Men jeg vil nu sige at jeg tror det er meget individuelt og at det må være fantastisk for dem der får den lykkerus når de ser deres baby for første gang. Jeg føler mig næsten snydt

Det gode er at jeg nu kan reflektere over den tid og bruge det til noget konstruktivt.

Jeg kan også mærke at jeg har brug for at snakke med nogen omkring denne tid, om den dårlige samvittighed og om at slippe kontrollen. Charlotte sagde at de fra børnehavens side, kun havde ros til både den lille & Thomas og jeg som forældre. At Mynthe var et fantastisk barn, hendes sprog er eminent, hun er glad hver dag, har ALT det rigtige og mere til og vigtigst af alt, er hun fyldt op med kærlighed, til op over begge ører. Hun sagde mange gange i samtalen at jeg var en god mor, en rigtig god mor endda og det er sjældent der er nogen, der siger det til mig. Tror man skal være bedre til at rose hinanden, for man har sgu brug for engang i mellem at høre, at man gør det godt. Vi gør allesammen vores bedste, hver eneste dag når vi står op gør vi vores bedste, for at vores små poder har det godt og mere kan vi ikke gøre.

Så her var det, mit hudløst ærlige indlæg om en meget svær