DEN EVIGE DÅRLIGE SAMVITTIGHED….

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tænker så meget på barn nummer 2 fortiden. Thomas og jeg er rørende enige om at vi ikke skal have flere børn, og at et barn mere ville være enden på vores forhold. Alligevel har jeg i en uge nu gået rigtig meget med tanker om endnu et barn.

Da Romkuglen er 5 måneder gammel rejser vi til Dubai for at besøge min veninde Linda som også er Romses gudmor. Det var på alle måder en helt forfærdelig tur. Thomas bliver død syg og ender med at ligge i drop, og Mynthe kaster op og har diarré de første mange dage. Endelig falder der ro på og vi kan nyde vores ferie. Men så sker det. Jeg vågner op med graviditets kvalme – ikke bare kvalme men KVALME der galoperer med 100 km/t. Jeg er så dårlig og siger med det samme til Thomas og Linda at jeg er gravid. De bliver ved med at sige at det er jeg ikke men jeg er ikke i tvivl. Jeg tog en test og ganske rigtig den var POSITIV.

Jeg gik fuldstændig i panik. Her sad jeg med en lille baby og en fødselsdepression på sit højeste. Hvordan i alverden havde nogen forestillet sig at jeg skulle få endnu en baby, når jeg havde svært ved bare at overskue det barn jeg allerde havde. Jeg ville bare HJEM, hjem og få det overstået, jeg var ikke et sekund i tvivl om at det barn skulle vi ikke have og slet ikke nu.

Vi tog hjem og dagen efter sad jeg hos gynækologen. Det var først da jeg sad der i venteværelset at jeg begyndte at tænke på hvad jeg var igang med at give afkald på. Først der i venteværelset kom tankerne om vi måske alligevel skulle beholde barnet. Jeg snakkede længe med lægen hos City gyn, og vi blev enige om at det ikke var nu jeg skulle blive mor for 2 gang. Jeg var heldigvis kun 4,5 uger henne, og barnet havde endnu ikke hjerterytme. Jeg valgte derfor den medicinske abort som jeg faktisk gennemførte samme dag.

Thomas og jeg taler engang imellem om hvordan vores liv havde været hvis vi havde fået nr.2 dengang, og om hvorvidt det ville ha været en dreng eller pige. Men heldigvis er vi begge stadig den dag idag helt enige om, at vi tog den rigtige beslutning for vores lille familie dengang.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke:

Skal man have dårlig samvittighed over at ønske sig en baby nu, når man tidligere har fravalgt det?