Fødselsdepression part 2.

Efter den positive feedback jeg fik fra mit indlæg om fødselsdepression, kommer her 2 del, som faktisk blev skrevet sammen med det andet, men jeg undlod at lægge det op. Jeg føler denne del er lige så vigtig som den første, og et emne der stadig påvirker og har indflydelse på mit forhold den dag Idag.

Thomas og jeg lovede hinanden under graviditeten at vi lige meget hvad der skete ,ville vi holde sammen det første år. Vi havde fra mange venner med børn fået at vide, at man virkelig skal kæmpe for sin lille familie og at vi ville opleve et enormt pres. Jeg vil nu sige at man skal love hinanden 2 år, for 1 år er ikke nok. I takt med jeg fik det værre og Mynthe i en alder af 7 måneder begyndte at være syg meget ofte, begyndte vores forhold at vakle. Vi havde ikke en eneste måned uden sygdom og søvn var et ord vi slet ikke kendte til. Vi aftalte at alt hvad der blev sagt om natten ikke galt, men alligevel tog vi den ofte videre næste dag. Vi var så pressede at vi glemte kærligheden og glemte hinanden. Det handlede til sidst kun om den lille og overlevelse. Jeg var fuldstændig ligeglad med Thomas, vores sexliv var ikke eksisterende. Vi sov i hvert vores rum for at skiftes til at få søvn og tage nætterne. Vi talte stort set ikke sammen, men levede bare parallelt og tog os af vores syge datter. Vi havde det begge elendigt men ingen af os sagde det højt. Thomas prøvede i perioder at italesætte det, give mig opmærksomhed og komplimenter, men jeg afviste det blankt. Inderst inde hungrede jeg meget efter ham, efter “os” og alt den kærlighed vi havde inden baby.

Jeg havde en klar ide om at Romkuglen havde ondt i ørene og efter utallige besøg ved ørelægen fik jeg endelig overalt dem til at lægge dræn på hende. Det ændrede vores liv. Vi fik vores glade datter tilbage, der sov om natten og der kunne gå måneder imellem hun var syg.

Forholdet hang i en tynd tråd og hvordan skulle vi nu komme tilbage til det vi var? – hvordan finder man kærligheden frem som har været glemt så længe? Havde vi overhovedet lyst til at fortsætte? Var vi kun sammen fordi vi havde en baby sammen? Vi aftalte at begynde at elske hinanden igen, at vi skulle sove i samme seng hver aften, kysse og kramme og bekræfte hinanden.

På daværende tidspunkt boede vi i den helt rigtige lejlighed på Frederiksberg og udadtil levede vi et lyserødt liv. Sandheden var dog én helt anden – Vi druknede i regninger og Thomas kæmpede for at holde hovedet ovenvande. Heldigvis havde jeg fremlejet min lille bitte lejlighed i Valby ud, så vi tog beslutningen om at opsige min lejer og flytte derud. Vi blev enige om at det var vigtigere at vores børn voksede op i et hjem fyldt med kærlighed, end et hjem med den rigtige beliggenhed. Det tror jeg reddede vores forhold.

Det var en kæmpe omvæltning og på ingen måde en optimal løsning, men det at den økonomiske byrde blev løftet fra vores skuldre gjorde underværker. Nu havde vi penge til at hygge os og være kærester igen. Give ungerne nogle sjove oplevelser, uden at vi sidst på måneden skulle skændes om, hvordan vi skulle betale huslejen den næste første.

Det er et fuldtidsjob at holde liv i et parforhold og vi kæmper stadig for at holde gnisten ved lige. Man skal prioritere hinanden og det har man tendens til at glemme. Man bruger alt for meget energi på at pointere det negative, i stedet for at fremhæve det positive.
Vi taler ofte om, at vi trods alt stadig står her sammen, og at vi elsker hinanden højt selvom vi stadig begge på skift kan betvivle det engang i mellem.

Det er sku det nemmeste bare at gå fra hinanden, men græsset er bare aldrig grønnere på den anden side. Der er en grund til at man valgte at få barn sammen. Med de ord vil jeg også sige at Thomas og jeg er fuldstændig enige om, at vi aldrig skal blive sammen for børnenes skyld, og at hvis vi mærker at vores forhold på nogen måde påvirker dem negativt, så går vi fra hinanden.

Det er så rart endelig at få sat ord på de følelser jeg havde dengang! Jeg kan nu få det skrevet ned og reflektere konstruktivt over det. At vi er et helt andet sted nu, hvor vi kan lære af vores fejl og tale om de ting der skete dengang. At vi har fået vores familie “tilbage”. En glad stabil hverdag, med alt hvad dertil hører. Skænderier og uenigheder hører hjemme i et forhold, i hvert fald i vores, for vi er 2 mennesker med et KÆMPE temperament. Men så længe vi kan holde det på et minimum og grine og komme over det i løbet af 5 minutter er det helt ok.

Dejlig aften til jer alle.

//Emma